Se alle artikler

Såkaldte ‘aktivitetskufferter’ skal lære børnehavebørn at passe på naturen

23.06.2023
2 minutters læsetid

Naalakkersuisut ønsker, at børn fra en tidlig alder lærer at passe på naturen via skønne historier, superheltebamser og læringsmateriale samt sjove aktiviteter.

”Lad os sammen passe bedre på vores natur”.

Det er navnet på en ny kampagne, som Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø netop har lanceret.

Kampagnen skal lære børnehavebørn at passe på naturen via skønne historier, superheltebamser, læringsmateriale om de 17 verdensmål og sjove aktiviteter, der også involverer deres forældre.

Med inspiration fra Kammagiitta (Fri For Mobberi) har departementet udviklet en aktivitetskuffert med pædagogiske værktøjer, som sendes ud til alle landets børnehaver.

Naturen og dens forunderligheder

Departementet oplyser, at aktivitetskufferten skal være med til at øge børnehavebørnenes viden og interesse for klima, genbrug, affald, dyr og planter, samt lære børnene, at vi alle kan være med til at passe på naturen.

– Lærings- og underholdningsmaterialet i aktivitetskufferten skal minde os om, at mennesket og naturen er dybt forbundet, og at vi alle har et ansvar for at opretholde naturens balance, siger naalakkersuisoq Kalistat Lund.

Han tilføjer:

– Jeg håber, at børn i hele landet vil blive inspireret til at passe bedre på vores natur, når de går på opdagelse i kuffertens indhold og dermed i naturen og alle dens forunderligheder.

Kuffertens indhold

Når børnehaverne modtager aktivitetskufferten, vil pædagogerne og børnene finde en masse sjove og interessante genstande, heriblandt Naturens Superheltebamser. Bamser, som børnene kan tage med hjem i weekenderne, så også deres forældre kan blive involveret i læringen om at passe på naturen.

Derudover kan børnene ifølge departementet dyste mod hinanden med affaldsspillekort (med inspiration fra de klassiske bilspillekort), hvor de kan lære om affaldets henfaldstid i naturen, hvor farligt affald er for dyrelivet, og hvor nemt affaldet kan genanvendes.

”Lad os sammen passe bedre på vores natur”er en del af kampagnen Naturens Superhelte. Superheltene skal – når vi selv glemmer det – huske os på de gamle grønlandske traditioner, hvor naturens elementer har ånd og sjæl – Inua – nøjagtigt ligesom mennesket.

Link til artiklen